At interviewe eller ikke interviewe på mail

For nogle år siden mødte jeg en embedsmand ansat i en stor, dansk interesseorganisation. Vi snakkede om at blive interviewet. Og hun sagde, at hun havde oplevet at komme i temmelig store problemer internt efter at have udtalt sig til en avis – så det ville hun ikke udsættes for mere. Så nu sagde hun til journalisterne., at de kunne maile deres spørgsmål – og så ville hun svare skriftligt. For så havde hun da dokumentation for og kunne fuldstændig styre, hvad hun havde svaret.
Jeg protesterede over det ræsonnement og pegede på, at man som journalist jo som regel har opklarende eller uddybende spørgsmål til et svar – og at de spørgsmål jo blandt andet også er med til at sikre, at journalisten har forstået kilden ordentligt. Og at et ”rigtigt” interview på mange måder er et af journalistens væsentligste arbejdsredskaber, fordi…
Vi nåede ikke længere i den pause.

Men jeg tænkte på diskussionen forleden, da jeg endnu engang kunne læse i min avis, at
”Ministeren skriver i et svar til avisen….”
I det mindste får jeg en klar varedeklaration. Avisen bilder mig ikke ind, at journalisten rent faktisk har snakket med ministeren. Og det bliver stadig flere mailsvar, overalt i mediebilledet kan man læse i Journalisten.

Min umiddelbare reaktion er at blive irriteret. Af flere grunde:
- Dels over journalisten, der ikke insisterer på i det mindste at få et telefoninterview. Og det er sandsynligvis ikke helt retfærdigt, for der er jo ret sikkert tale om en ”take the e-mail or leave it”-holdning fra kilden. Men det er ærgerligt, at vi skal nøjes med mailsvar. Meget. Jeg synes, det stækker os som journalister. Det stækker vores muligheder for at efterprøve gyldigheden af et svar, for at spørge ind, bede om eksempler – og udfordre det.
- Dels bliver jeg irriteret over kilderne, oftest politikere, der gemmer sig bag kedsommelige, skriftlige svar – formentlig forfattet af deres embedsmænd. Bør politikere ikke stå på mål for deres gøren og laden på andet end en mail? Er det virkelig i offentlighedens interesse, at dem, vi har valgt, ikke vil argumentere, uddybe, begrunde?
Jeg har svært ved at se det.

Når jeg ryster min umiddelbare irritation af og tænker mig – lidt – mere om, kan jeg godt se, at mail er blevet en naturlig måde at kommunikere på, og det for både os journalister og kilderne af mange grunde kan være praktisk.
- Det kan være tidsbesparende-(men også en tidrøver)
- Kilden kan svare, når det lige passer
- Kilden kan måske levere mere kvalificerede svar
Det første først: Mailen kan i nogle situationer spare tid for både os og kilden. Hvis man i en hurtig nyhedsstrøm bare har brug for en hurtig kommentar, så kan mailen måske være ok. For kilden har travlt, og det har vi ofte også. Hvis mailinterviewet omvendt udvikler sig til en længere dialog, så ryger det tidsbesparende – og man kan begynde at overveje, om der ikke er fordele ved lige at ringe op.
Det næste: Maile er fleksibel, og på en mail kan kilder svare, når det lige passer. Det kan måske i sidste ende betyde, at man overhovedet får en kommentar.
Og endelig – de mere kvalificerede svar: Jeg vendte det med en kollega, der ofte bliver brugt som ekspertkilde i medierne. Han er glad for muligheden for at svare på mail. Som han mailede til mig:
”Jeg kan sagtens genkende glæden ved at kunne formulere mig så præcist som muligt på skrift – og utilpasheden i et telefon-interview ved, om journalisten nu også får formidlet det præcist nok ud”
Jeg forstår ham jo godt. Og når det gælder ekspertkilder, så kan det være udmærket, at de faktisk får tid til lige at vende skråen, overveje og dermed komme med bedre, mere præcise og klare svar. (Eller måske komme på, at de slet ikke er den ”rigtige” ekspert, men det er en helt anden diskussion). Men når det gælder kilder med en holdning, man skal have uddybet eller efterprøvet, eller når det gælder erfaringskilder, hvor man har brug for at komme tæt på – så bør mail være en absolut nødløsning. Helst en slet-ikke.
Så er der bare tilbage at overveje, om man så må skærpe citater, man har fået på skrift på samme måde, som man jo godt må hugge en hæl og klippe en tå, når det gælder noget, der er blevet sagt? Min egen praksis er, at det nemt kan blive for præget af skriftsprog, når fx eksperter skriver. Så det kan komme til at skurre i forhold til resten af historien, hvor der måske også indgår mundtlige kilder. Så jeg kan sagtens finde på at skære lidt til.
Mig bekendt er der ingen, der har undersøgt brugen af mail til interview – men der er oplagt noget af komme efter.

I mellemtiden er det værd at have som mål:
- At det skal være en aktiv beslutning, at du interviewer på mail. Du skal overveje fordele og ulemper.
- Hvis du skal lavet et kritisk/skeptisk/efterprøvende/dybdeborende ekspert-, parts- eller erfaringsinterview, så rækker mailen ikke. Så skal du kunne se kilden, spørge ind, aflæse kropssprog – med andre ord: Få det hele med.

 

Hvorfor er du på sociale medier?

Først en advarsel: Som du kan se af overskriften, så er det her blog-indlæg ikke fuld af svar. Men det skulle gerne få dig til at tænke. Bare så den præmis lige er på plads.
Og lad mig så starte med i første omgang at koge de sociale medier ned til Facebook og spørge: Hvorfor er du på egentlig på Facebook?
Formodentlig fordi alle andre er – eller i al fald omkring 3 mio. danskere. Alene derfor foregår der så meget udveksling af information, at det er svært at vælge fra: Nyt om venner, kontakt med venner, grupper, hvor man følger interesser, opdateringer fra personer, fx politikere, man har valgt at følge – og ikke mindst nyheder. Her på studiet er du også allerede medlem af flere grupper.
Så der er jo mange oplagte grunde til at være der. Men hvis du skal være der professionelt, er der flere ting, du skal overveje.

Mon medierne ved, hvad de vil?
Vi vender tilbage til dig på Facebook om et øjeblik. Først lige et blik på de danske nyhedsmedier. Spørgsmålet er, om de ved, hvorfor de er på Facebook? I al fald ved de godt, at de står på en brændende platform. At de er nødt til at bruge sociale medier langt mere strategisk – men de er stadig søgende på hvordan. For et par år siden lavede de studerende på 1. semester på DMJX et projekt, hvor de var ude på 24 forskellige medie- og kommunikationsarbejdspladser – og de skulle blandt andet undersøge, hvordan medierne brugte de sociale medier.
Der var et markant træk i svarene de tre gange, øvelsen kørte: Der var ikke mange, hverken lokale, regionale, landsdækkende medier eller kommunikationsarbejdspladser, der havde en klar strategi for, hvad de skulle med sociale medier. Mange steder var det noget, web-redaktøren sådan lige gjorde ved siden af alt det andet. Fordi man jo skulle være der.
Men der er – heldigvis! – ved at ske en ændring i dén holdning. For det er gået op for medierne, at vi faktisk ikke søger nyheder ad traditionelle kanaler ved at have abonnement på en avis, eller artigt ser eller hører nyheder på klokkeslæt. Vi regner med, at nyhederne finder os der, hvor vi er – og det er ofte på Facebook. Senest har TV2 afskaffet nyhedschefen og er ved at stille helt om. Det sker blandt andet ved at lave universer omkring de enkelte programmer – som fx 22Skammelsen. For som nyhedschefen Michael Dyrby siger i artiklen i Journalisten:
“Det handler ikke kun om sociale medier. Det handler også om video-on-demand, om TV 2 Play, om hvad vi skal gøre ved Youtube – og om en række andre ting. Der er mange ting, du kan tage hensyn til. Jeg har set nogle af dem, men jeg har ikke set alt endnu. Og jeg får ny viden og nye erkendelser hver dag,« siger nyhedsdirektøren.”

Så hvorfor var det lige, at du var der?
Det med erkendelser er centralt. Så spørger jeg dig lige igen: Hvorfor er du på Facebook? Hvis jeg nu bad dig overveje, at du skulle begynde at bruge sociale medier professionelt? Eftersom du jo er på Facebook allerede, så er det slet ikke noget tosset sted at begynde at tænke over, hvordan du kan eller ikke kan bruge det professionelt. Ikke kun som et fint sted at researche, men det kan du læse om i en andet blog-indlæg.
For det er ikke kun medierne, der skal være der. Det skal vi også som enkelt journalister, og for mange af os kan det være grænseoverskridende at stå frem foran det journalistiske produkt, når vi nu er vant til at gemme os bag det. Men hvis vi skal spille en rolle i de sociale medier, så skal vi turde træde frem og vise, hvem vi er, og hvad vi kan byde ind med. Vi kommer ikke uden om at tale med brugere, debattører og andre uden filter. (Noget, lokaljournalister i øvrigt har gjort altid, men det er en helt anden historie). Det er fx redaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg på Facebook et godt eksempel på. Han har fundet en balance, hvor han en gang imellem viser lidt af, hvem den private Troels er – men allermest giver hans statusopdateringer gode input, viden og perspektiver på særligt journalistik og dansk politik. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Troels Mylenberg får noget ud af at være på Facebook. Han får luftet tanker, afprøvet holdninger – og får masser af input til de klummer og ledere, som han i øvrigt selvfølgelig deler link til på Facebook. Og ad den vej også får læsere til. Ren win-win.
Du kan også få en masse ud af det. Kildenetværk, viden, viden om, hvad der rører sig, ideer. Karma-reglen er enkel på de sociale medier: Jo mere man deler, jo mere får man igen.

Hvad kan du bidrage med?
Så det første, du skal spørge dig selv om er: Hvad kan DU bidrage med? Hvorfor er du overhovedet interessant at følge eller være venner med på Facebook? Linket fører til Hans Tostis hjemmeside. Hans er ekspert i Facebook, bruger det professionelt – og har gode tanker om, hvad man kan bruge platformen til.
Du skal med andre ord begynde at se dig selv som en ressource, andre faktisk kan få noget ud af at følge. Troels Mylenberg gør det ved at dele sin viden om politik og journalistik, men du behøver ikke at få præstationsangst, hvis du ikke selv lige på fem minutter kan dreje en analyse af den aktuelle politiske situation. Mindre kan også gøre det:
- Du kan poste link til gode historier – og husk at kommenter dem, så dine følgere ved, hvad du vil med linket
- Du byde ind med viden om, hvad der nu interesserer dig: Sport, mad, musik.
- Du kan begynde at øve dig i at lave “metahistorier” – altså tage læseren/lytteren/seeren med ind i det journalistiske maskinrum.
Hans Tosti viser også på denne videoblog også, hvordan du kan vælge, hvem der skal se hvad fra dig.

Kan de lide det, de ser?
Du skal til i høj grad at overveje, hvordan andre ser dig, når du skal agere professionelt. Som en bruger siger i en kommentar til en af Hans Tostis blogs:
“Vi kender nok alle det, at vi lige trævler nettet igennem for at finde ud af, hvem “ham der” er, før vi skal holde møde med ham. Og her er det virkelig afgørende, at vi ser noget, som bakker positivt op om personen. Hvis det eneste, jeg finder, er “fisse, øl og hornmusik-billeder”, når jeg googler en kommende medarbejder eller samarbejdspartner, så får jeg selvfølgelig indtryk af, at han da godt nok er en festlig fyr – men jeg får ingen viden om det faglige indhold, som forhåbentligt er bag fest-masken.”
Det gør kilder også. Selvfølgelig gør de de. Og det gør samarbejdspartnere og kommende chefer også. Så derfor skal du overveje: Hvad ser de, når de googler dig? Og vil de kunne lide det, de ser? Måske skal du til at skrue ned for den private små-pludren, opdateringer om alt og ingenting – og opdateringer, der er alt for platte.
Der er ingen enkle svar eller færdige opskrifter på, hvordan du bedste agerer professionelt i de sociale medier. Det er det besværlige, men også det udfordrende – og derfor kan du lige så godt begynde at tænke nu.

Andre steder at blive klog:
Om at lave en god twitter-profil – tip fra bloggen Noter fra revolutionen: http://strobech.net/page/2/
Om at få taget hul på Twitter – god, dansk guide: http://www.twitterguide.dk/
Tjek kommentar under bloggen her – godt tip til, hvordan du kan tjekke, hvordan andre ser din Facebook-profil

 

 

 

 

Om bullshit og konsulentsprog

”Der gik ikke lang tid, før vi
snakkede om at teame op”.  Sådan var den
unge, fremadstormende iværksætter citeret for at sige i en artikel i et dagblad
forleden, og jeg er nødt til at sige: Uf, hvor ser den slags udtryk grimme ud
på tryk …

Hvad er der egentlig galt med
ordet samarbejde? Altså, jeg er ikke sprog-sentimental. Jeg er fx ikke at finde
i grædekoret over, at folk under 30 år ikke kender den oprindelige betydning af
begrebet bjørnetjeneste, eller at de tror, at godt 30 er knap 30. Jeg kan også
godt leve med, at vindbøjtel forsvinder ud af det danske sprog. Bare så
vindbøjtel bliver erstattet af andre gode ord.

Og det er teame op for mig at se
ikke. Nu har jeg i mange år undervist især offentligt ansatte i kunsten at skrive
ordentlig dansk. Det indebærer fx at bede dem luge ud i fagudtryk (som
årsnormering, kompatible it-systemer, refusionskrav), at droppe papirord (som
indeværende, vedrørende, angående), at komme til sagen med det samme og så
videre.

Inden for de senere år er det
gået op for mig, at det måske slet ikke er i de stive kancelli-udtryk,
problemet ligger nu. Der er opstået en ny urskov af blablabla-udtryk, som
forstyrrer forståelsen lige så meget – og teame op er bare et af dem. Italesætte,
være i positiv dialog, kompetenceudvikle, videndeling, synergi-effekt, win-win
er alt sammen eksempler på ord, der er blevet ligegyldige klicheer – og derfor
slet ikke giver den motivation, det nærvær og den energi, de egentlig skulle.

Har du også fået forstoppelse af
det smarte konsulentsprog?

Så prøv en gang bullshit-bingo – hvor du laver en spilleplade med alle de ord
og tomme udtryk, og når du har rækken fuld, rejser du dig op og råber: BULL
SHIT, og forlader mødet eller konferencen, eller hvor du nu bliver belemret.
Find et eksempel på det her: http://www.tippelogen.dk/jahns/homepage/jokes/diverse/diverse48.htm

Og du kan også læse en
tankevækkende kronik om tomme ord fra Berlingske her: http://www.b.dk/kronikker/bullshit-bingo

God fornøjelse – og god sommer!